Kazuo Ishiguro: Never Let Me Go

Faber and Faber, 2006

Jeg har en speciel forkærlighed for mørke, lidt dystre fortællinger, den slags romaner, der gør ondt i hjertet, så du får travlt med at skjule tårerne, når du sidder og læser i bussen eller toget.

Ishiguro tager det hele vejen derhen, hvor du mister troen på menneskeligheden i andre. Derhen, hvor verden bliver hul og tom, afmagt tager over, og du ser ingen udvej. Universet er skabt til perfektion, så der behøves ingen forklaringer igennem fortællingen. Verden skabes og ses gennem karaktererne, rammerne ridses op, og langsomt går det op for én, hvad der foregår.

Når du opdager, hvad meningen er med børnene på Hailsham, hvorfor de synes at være uden mening og ophav, begynder en stille gru at rumstere både i teksten og karakterernes drøm om en fremtid.

Ishiguro skriver fænomenalt godt, let og uhyggeligt følelsesladet.

As soon as I said this I realised I’d made a mistake; that until I’d mentioned these two, I’d had Ruth in a corner, but now she was out. It was like when you make a move in chess and just as you take your finger off the piece, you see the mistake you’ve made, and there’s this panic because you don’t know yet the scale of disaster you’ve left yourself open to. Sure enough, I saw a gleam come into Ruth’s eyes and when she spoke again it was in an entirely new voice. (p. 122)

Underliggende i hele fortællingen er tidens gang og døden, der afventer lige rundt om hjørnet. Ingen drømmer rigtigt om en fremtid, for fremtiden er døden, og det eneste, der er deres, her og nu, er den lille smule tid, de kan stjæle sig til sammen.

Hele fortællingen maler et billede af menneskelig forstillelse, umenneskeligheden i et samfund, der bruger og forbruger skånselsløst for egen vindings skyld, og ikke mindst om glimtet af liv, hjertelighed, kærlighed og troskab selv i skyggen af døden.

Igen må jeg fremhæve det fantastiske sprog. Det er så vigtigt. Sproget kan fælde selv den mægtigste fortælling, men her bæres fortællingen frem på det sproglige sølvfad, og det gnistrer, sprudler og skaber det fantastiske magispundne rum, som kun den rigtig gode litteratur kan skabe.

Never Let Me Go skal læses, og jeg kan kun give den mine varmeste anbefalinger. Men husk Kleenex og undgå at læse den i offentlighed.

IMG_1851

Leave a Reply

Please log in using one of these methods to post your comment:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s