Skrivekurser

Konceptet Skriv for Livet er, hvad det lyder som. At skrive for livet handler om at skrive for at leve og om at leve for at skrive.

At skrive, hvad enten det er fiktion eller non-fiktion, er en ventil for tanker og følelser.

Nogle skriver for denne forløsning, og andre skriver af lyst og af kærligheden til litteratur og dens skabelse. Hvad end ens bevæggrund er, er Skriv for Livet en proces, man kan indgå i og blive bedre til, hvad end man ønsker at udgive eller bare skrive for egen skyld.

I Skriv for Livet arbejder vi med alle aspekterne af at skrive. Ideen, der skal bære det hele frem, strukturen, der skal planlægges, plottet, der skal skabes og så selve skrivningen med alle de forskellige teknikker.

Somerset Maugham sagde: “There are three rules for writing a novel. Unfortunately, no one knows what they are.”

Vi arbejder ikke med regler, men med metoder til at forbedre og strukturere ens skrivning. Der er ikke en rigtig eller forkert måde, men der er teknikker, som væsentligt forbedrer sætningsstrukturer, læseoplevelser og sprogets sanselighed. Og dem arbejder vi med.

Skrivning kan virke både terapeutisk og dannende, og mange oplever et højnet selvværd, der kommer af at få alt det ned på papir, som ellers suser rundt indeni og skaber kaos, og med de rette teknikker og forståelsen for skriften kan kaos ende som velstrukturerede linjer og meningsfuld kommunikation. Og at se dette kaos transformeret er forløsende på mange planer.

Skrivning er mange ting. Man kan skrive livshistorier, dagbøger, noveller, digte, fortællinger, biografier, faglitteratur eller artikler. Man kan skrive som levevej eller hobby. I alle tilfælde kan vi undervise og guide processen og hjælpe til, at det skrevne opnår sit fulde potentiale.

Kontakt mig for nærmere information, mulige datoer og priser.